Boox Color Go 2 anmeldelse

Jeg har brugt Kindle ebogslæsere (Paperwhite og Oasis) i mange år og har været glad for dem. Jeg mistede dog for nylig min Kindle Oasis og skulle derfor bruge en ny. Det ville måske være oplagt bare at købe en ny Kindle, men det har altid i en eller anden grad irriteret mig, at man er låst til Amazons økosystem. Man kan overføre egne filer, men vil man læse bøger fra andre butikker eller låne ebøger på biblioteket er der ingen muligheder. Derfor har jeg nu købt en Boox Color Go 7 (gen 2), som i bund og grund bare er en Android tablet med en e-ink farveskærm og en launcher der er fokuseret på boglæsning.

Boox pauseskærm

Den kører Android 13 og da jeg fik den i december, havde den sikkerhedsopdateringer fra oktober, hvilket var ok men der er endnu ikke kommet opdateringer siden, så det er lettere skuffende. Fordi det er Android kan man installere de apps man ønsker, fra google play eller andre kilder. Jeg har blandt andet eReolen til biblioteksbøger, Instapaper til artikler og en note app. Det er rart at man ikke er bundet til en enkelt ebogsbutik.

Den indbyggede ebogslæserapp, NeoReader, er faktisk rigtig god og den foretrækker jeg til daglig over Kindle appen. At få filer over på enheden er også nemt: man kan bruge USB og få adgang til enhedens lager direkte, bruge deres trådløse fildeling eller downloade via browseren. Der er mange muligheder og det fungerer bare.

Touchskærmen overraskede mig, den er meget mere responsiv end min Kindle. Sidevendinger og navigation føles næsten som på en almindelig tablet. Skærmen opdaterer også hurtigere end jeg har oplevet på andre e-ink enheder, men animationerne er ikke helt så rare at se på som på en Kindle. Der er bare noget ved måden den opdaterer på der ikke er helt så smooth.

Man behøver ikke logge ind med en konto for at bruge enheden, hvilket er rart. Man skal selvfølgelig have en Google konto, hvis man vil bruge Google Play til at hente apps, men hvis man bare bruger den indbyggede læser, behøver man ikke logge ind. Man kan oprette en Boox konto for at få adgang til cloud-synkronisering og lignende, men det er ikke påkrævet.

Der er dog også ting der irriterer mig, især PDF filer med mange illustrationer er ikke rare at arbejde med. Når man zoomer ind og panorerer rundt mærker man skærmens opdateringstid og det føles sløvt.

Strømstyringen er som standard alt for aggressiv, apps forsvinder hurtigt fra RAM og skal startes forfra. Det er irriterende når man skifter mellem apps og de skal loade helt forfra hver gang. Man kan justere indstillingerne, men det kræver at man graver lidt i systemet. Den er også af uvisse årsager sat til at slukke (helt slukke) efter 4 timers inaktivitet, hvilket virker underligt, da den faktisk har rigtigt fin batterilevetid, der måske er marginalt dårligere end min Kindle men bedre end en almindelig Android tablet.

Boox cover

Jeg ved ikke om jeg får særligt meget ud af farveskærmen frem for den sorthvide kindle skærm. Det er mest i enkelte tekniske tekster hvor der er illustrationer med forskellige farver der betyder noget forskelligt. Da det er en e-ink skærm er farverne ikke lige så klare som på en mere normal skærm, de kommer nemt til at ligne vandfarver.

Den danske oversættelse fortjener sin egen omtale. Man kan vælge dansk som sprog, men det er tydeligt en maskinoversættelse der aldrig er blevet set igennem af et menneske. For eksempel har indstillingerne en undermenu kaldet “Magt” som viser sig at være strømstyring, jeg gætter på at det engelske “Power” er blevet oversat direkte. Share knappen i Android er også blevet til “Aktier”. Jeg skiftede hurtigt til engelsk.

Alt i alt er jeg glad for den. De negative ting er til at leve med, og det er rart endelig at have en ebogslæser der ikke låser mig til én butik.

#Anmeldelser #Ebøger #Boox