BlueBubbles – iMessage til Android og Windows

Hvis du ønsker at kunne læse og skrive iMessage-beskeder på din Windows-computer eller f.eks. en Android-telefon, findes der en relativt enkel løsning. Den eneste (store) ulempe er, at det kræver en Mac, som skal stå tændt.

Løsningen fungerer ved, at du installerer open source-applikationen BlueBubbles på din Mac og giver den adgang til dine beskeder. Herefter kan du installere deres klient-apps på de enheder, hvorfra du vil skrive iMessage-beskeder (Android, Windows eller Linux).

BlueBubbles-klienten – sådan bruger du den

Med BlueBubbles får du på din android telefon, tablet eller computer en ny beskedapp, som du kan bruge til både iMessage og SMS-beskeder. Du bruger den fuldkommen som du bruger SMS besked app’en på din iphone, du kan sende imessages (og SMS/MMS hvis du også ejer en iphone) fuldkommen som hvis du sendte dem via din iphone.

bluebubbles klient

Installation af BlueBubbles

Installationen af BlueBubbles er relativt ligetil. Først skal du gå til BlueBubbles GitHub-side og downloade den nyeste version af server-softwaren. Når downloaden er fuldført, skal du pakke filen ud og trække applikationen til din apps-mappe. Nu kan du køre programmet og følge instruktionerne for at få det op at køre.

Når serveren er sat op, er du klar til at installere klienten på den telefon eller computer, du vil skrive beskeder fra. Du kan hente klienten fra Google Play Store eller downloade den direkte fra BlueBubbles’ egen hjemmeside. Hvis du bruger Android-klienten, kan du scanne en QR-kode for at sætte appen op, eller alternativt indtaste opsætningskoden manuelt.

BlueBubbles Server

Derefter er du klar til at sende iMessage- og SMS-beskeder.

Hvis du ønsker at sende og modtage beskeder, når du ikke er på dit hjemmenetværk, kræver det dog et ekstra skridt. For at kunne få adgang til BlueBubbles uden for dit netværk skal du enten lave port forwarding i din router (se guide her) eller opsætte Cloudflare (se guide her). Personligt vil jeg anbefale Cloudflare, da sikkerhedsniveauet her er højere. Et alternativ kan være at forbinde til dit hjemmenetværk via en VPN-forbindelse.

Jeg har brugt BlueBubbles i et stykke tid og har ikke oplevet problemer med at sende og modtage beskeder. Det eneste, der ikke virker, er Skærmtid-anmodninger.